Smediefesten

Smediefest logo

Smediefesten er en årlig 2-dages festival arrangeret udelukkende af frivillige kræfter fra de studerende på Frederiksberg Campus.

I 1976 bliver det besluttet af den daværende ledelse at nedrive smedjen som et led i en større omdisponering af arealerne på den gamle Landbohøjskole. Fremtidsudsigterne for et ellers længe ventet studenterhus i den gamle smedje gjorde, at de studerende modsatte sig nedrivningen, og efter et stormøde i Gimle blev det besluttet at besætte bygningen. Et skiftehold holdt uge efter uge smedjen besat – endda også over juleferien. De studerende kom endelig i dialog med ledelsen, der meddelte de studerende, at de trygt kunne tage hjem på påskeferie uden at frygte nedrivning af smedjen.

I ly af feriestilheden påbegyndtes nedrivningen dog, og smedjen var altså væk, da de studerende vendte tilbage efter en ellers velfortjent påskeferie.

De studerendes vrede og afmagt bliver heldigvis vendt til noget positivt, og Smediefesten tager form, som altså har til formål at ære den gamle smedje.

Smediefesten starter traditionen tro med fortovscafé fredag, hvor det er muligt at nyde en kold øl til noget lækkert ”fortovsmusik”. Til fortovscafé vil der også være relevante foreninger og virksomheder som vil være værd at snakke med.

Det vil selvfølgelig også være muligt at få noget at spise, og der tændes op i grillen til pølser og de berygtede oyster-dogs.

Senere bliver der spillet op til dans af både musikere og DJ’s, så festen kan holde til den lyse morgen. Lørdag fortsætter begivenhederne ved eftermiddagstid og Smediefesten sluttes af med et brag af en fest hele lørdag nat. Gennem tiden har der været store navne på plakaterne til Smediefesten; Winnie Who, Phlake, Marvelous Mosell, Turboweekend, DAD, Duné og Djames Braun – blot for at nævne nogle få.

Udover at høre god musik og drikke øl vil det også være muligt at se den traditionsrige Smedierevy, som også er planlagt af frivillige studenterkræfter.

Smediefesten ligger i 2018 den 18.-19. maj, så sæt et STORT kryds i kalenderen!