Stordyrshospitalet

OPDATERING UNDER VEJS, HAV VENLIGST TÅLMODIGHED.

BOOK EN VAGT PÅ STORDYRSHOSPITALET / KØREPRAKSIS
Du booker ved at skrive dig på listen, som findes ved hovedindgangen (mellem innovationsrummet og omklædningen).
Man skal altså komme hen og skrive sig på den/de vagter man ønsker at tage. Det er kun studerende der har haft MKR, der må tage vagter.

Om at tage vagter på stordyrshospitalet
Af: Mette Ernebjerg Almind, årgang 2005

Som de fleste nok ved, så er stordyrshospitalet et henvisningshospital, men om aftenen og i weekenderne passer hospitalet også vagttelefonen for skolens kørepraksis, derfor kan man også komme med ud på ”almindelige” akutte besøg. Ellers er det mest henviste patienter på selve hospitalet, som man er med til at undersøge og behandle på vagterne.
Jeg har oftest oplevet henviste heste med kolik eller sår, i forskellige grader, hvoraf nogle er endt med at blive opereret samme aften/nat. Men der har også været patienter med diarre, fødselsbesvær, svage føl m.v. og på produktionsdyrssiden har det været kejsersnit, løbedrejninger, svage dyr m.v.
Et par gange har jeg været med til at sy de simple sår sammen, men ellers er der mange andre praktiske opgaver, som man kan få meget ud af at udføre eller se blive udført, afhængig af hvor langt man selv er på studiet, og hvor travlt der er. For hvis der er travlt, eller man står med en kritisk patient, er der selvfølgelig ikke meget tid til instruktioner. Når der ellers ikke er travlt, kan man få god træning i behandling via venekateter, eller injektioner IM og IV og deltage i hvad der ellers foregår med alle patienterne.
Der er et lille hvilerum til studerende med tre senge, hvis man booker nattevagten efter en aftenvagt. Medbring bare lagen og sovepose. Der er også puder, så et betræk til disse kunne også være at foretrække. Der er også et køleskab til studerende, og det står i rummet ved siden af hvilerummet. Ellers er man meget velkommen til at bruge personalets frokoststue, når man er på vagt (undtaget dagvagter i hverdage).

Weekendvagter
I weekenderne kan man kun booke dagvagter, og jeg synes, at man kan få rigtig meget ud af disse vagter, da der som udgangspunkt kun er én dyrlæge på vagt, som skal tjekke alle patienter, så på disse vagter for man nok set flest patienter. Man kan sædvanligvis også få god træning i forbindinger, da nogle patienter jo også skal have skiftet bandager i weekenderne. Den sædvanlige bus kører jo ikke i weekenderne, men jeg kan anbefale at cykle, enten hele vejen, eller fra Tåstrup station, hvis man tager cyklen med i S-toget. Der er et fint sti-system, så man kommer under motorvejen.

Oplevelser i kørepraksis
Det er i kørepraksis at man kan opleve de mest almindelige opgaver som vaccinationer, chipmærkning, tandraspninger, handels- og halthedsundersøgelser. Det er formentlig disse opgaver, som er det mest basale som det er rart at have prøvet inden man bliver færdiguddannet. Disse almindelige opgaver udføres ikke på hospitalet, da hospitalet er et henvisningshospital, hvor det kun er de mere specielle cases der bliver indlagt.

Der er jævnligt andre opgaver med andre dyrearter end hest, fx har jeg været med ude at vaccinere får og kvæg mod bluetongue, hvor en af kvægbesætningerne var en lille flok vildtkvæg, som blev vaccineret med vaccine-ladede pile affyret med gevær. Pilene faldt af dyrene efter kort tid, og de kunne samles op og bruges igen en anden gang. Jeg har også været med til drægtighedsundersøgelse af en mindre flok kødkvæg, klovklipning på et hængebugsvin på en byggelegeplads, og besøg til syge kaniner m.v. på byggelegepladser. Det er meget alsidigt hvad man kommer ud til i en vagt i kørepraksis, og dette afspejler da også den verden, jeg har oplevet i en helt almindelig praksis, når jeg har været i praktik andre steder.

Afhængig af hvor langt man er i studiet, hvad man kan, og hvor travlt der er, så får man lov til at deltage aktivt i undersøgelser og behandlinger. Jeg har været med til halthedsundersøgelser, en del vaccinationer og tandraspninger, og det er fedt (men også svært og hårdt!) at raspe tænder de første gange, men man lærer det nu engang bedst ved at mærke det med egne hænder. Jeg har også været med en tur på Carlsberg, hvor en af deres dejlige heste vist havde en hovbyld. Efter undersøgelsen giver de gerne noget at drikke – ”der er også en vand”, som de siger derude.

En patient, der gjorde specielt stærkt indtryk på mig, var en haflinger på en lille rideskole, som efter historien havde en ”hævet hals” og var blevet vaccineret et par uger forinden. Halsen var også varm og øm, og hesten havde svært ved at tage hovedet ned til jorden og dreje det til siderne. Det viste sig at der havde samlet sig en rigtig stor abcess i halsen, som jeg sammen med dyrlægen stak hul på (spaltning), skyllede og lagde dræn i. Inden vi skyllede havde vi fået noget der ligner 400-500 mL ildelugtende pus ud af abcessen, og ca. halvdelen af flokken af rideskolepiger var smuttet ud af stalden pga. lugten, nåle, lidt blod osv., mens de tilbagestående spurgte løs om alt hvad de så!

Endnu engang vil jeg varmt anbefale at udnytte det fantastiske tilbud og få oplevet lidt af livet som dyrlæge – det kan også give lidt ekstra motivation til, når man igen sætter sig ved bøgerne. Ved skolens kørepraksis kan man nemt nøjes med en enkelt dag i ny og næ, hvorimod man ofte skal et stykke væk fra København (og derfor tager flere dage i træk), for at finde tilsvarende praktikmuligheder. Klienterne, som bruger skolens kørepraksis, er også vant til at der er studerende med i bilerne og at der er flere der skal nå at se, høre og mærke det der nu skal undersøges.

/juni 2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

For spam filtering purposes, please copy the number 2320 to the field below: